Valutaomveksling i en udenlandsk forretning kan være en hensigtsmæssig service når der skal betales med MasterCard i udlandet. Hvis du står og skal købe en plade chokolade i en forretning i Geneve lufthavn, vil du måske blive tilbudt at betale beløbet i danske kroner. Fordelen er, at du med det samme kan se hvilket beløb du skal betale for chokoladen.
 
Ulempen er, at den kurs forretningen benytter kan være ringere end den kurs dit pengeinstitut benytter. Dit pengeinstitut har ingen indflydelse på den omregningskurs forretningen anvender.
 
Det er lovligt for forretningen at tilbyde dig en valutaomregning på stedet, men det er et lovmæssigt krav, at du som kortholder godkender valutaomregningen inden du godkender transaktionen. Du kan med andre ord altid afvise den valutaomveksling forretningen tilbyder.
 
Valutaomveksling kaldes også for Dynamic Currency Conversion.
 
Dit eget valg
Det er altid dit eget valg, om du vil betale i lokal valuta eller danske kroner. Betalingsmodtager kan aldrig kræve betaling i danske kroner (den såkaldte DCC).
 
Hvis du ønsker at betale i danske kroner, skal afregningsnotaen minimum indeholde:
  1. Beløb i lokal valuta inklusiv valutasymbol
  2. Valutakurs, tillæg til kursen (mark-up) og kommission
  3. Beløb omregnet i danske kroner inklusiv valutasymbol
  4. Tekst der dokumenterer, at du har foretaget et frivilligt valg af valuta.
Husk derfor altid at læse afregningsnotaen grundigt.