MasterCard har en sikkerhedsstandard, som hedder ”MasterCard ID Check”. Sikkerhedsstandarden giver dig øget sikkerhed, når du handler i internetforretninger, der er tilmeldt sikkerhedsstandarden.
 

Ligesom din PIN-kode til dit betalingskort er unik for dig, når du handler i supermarkedet eller andre fysiske butikker, så findes der også en kode, som bruges i forbindelse med handel på internettet.

Når du handler på internettet i en forretning, der er tilmeldt MasterCard ID Check, vil du modtage en SMS med en kode på 6 cifre, inden du kan gennemføre en handel. Denne kode skal du indtaste i et felt i skærmdialogen. Når koden er blevet godkendt, kan du fortsætte/gennemføre handlen. Taster du en forkert kode, vil autorisationen blive afvist.

Sikkerhedsstandarden er med til at sikre, at de køb, der foretages på nettet med dit kort, nu også reelt foretages af dig. MasterCard ID Check er lige så vigtig som din PIN-kode, og flere og flere netbutikker benytter sig af standarden, da koden er med til at give både dig og forretningen større tryghed i handlen. 

Løsningen kræver, at du har NemID. Du anvender NemI​D til at tilmelde dit mobilnummer til dit kortnummer. Har du oplyst dit mobilnummer til dit pengeinstitut, kan pengeinstituttet vælge at tilmelde dit til MasterCard ID Check automatisk. 

Forsøger du at handle i en netbutik, uden at være tilmeldt MasterCard ID Check på forhånd, kan du ikke tilmelde dig under købsprocessen. Du kan i stedet godkende dit køb med NemID. Bagefter kan du så tilmelde dig MasterCard ID Check via Nets' hjemmeside. Uanset om du tilmelder dig på forhånd, eller efter et køb, kan du tilmelde dig her​.